mandag den 24. november 2014

Efterårssol - endnu en yndlingscardigan

Meget passende har  jeg kaldt cardiganen Efterårssol på min Ravelryside.
Det var også nødvendigt med lidt lys og sol for at jeg kunne få farven rigtig gengivet på billederne.
Solen og lyset kom i dag, så jeg har knipset løs.
Jeg har fået lige nøjagtig det udtryk frem som jeg havde tænkt da jeg startede på jakken.
Jeg er vild med Mariajakken fra Skappelgenseren, men ønskede at lave en der ikke var så tyk og med et roligt udtryk.
Derfor faldt valget på to af mine yndlingsgarner. Nemlig Blackhill Cottonwool og Blackhill Silkmohair. 
Farvevalget var ikke svært.
De to jeg valgte havde råbt på at blive strikket sammen rigtig længe.
Jeg har som vanligt strikket oppefra og ned og med raglan.
Jeg er glad for lommer, så et par af dem kom der også til. Det gjorde jeg ved blot at samle masker op på den færdige cardigan.
Strikke et passende stykke og afslutte med hestetømmeaflukning.
Derefter syede jeg lommerne til.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
Som mange gange før har jeg brugt Peasy til halsen.
Dog har jeg her strikket halsudskæringen noget dybere end jeg plejer.
 Efterfølgende har jeg strikket efter mine helt egne mål.
Mønstret er:
4 pinde rib 2 ret, 2 vrang med en tråd af begge garner,
2 pinde glat med en enkelt tråd Silkmohair
herefter igen 4 pinde rib, men her forskyder man ribben så vrang ligger over ret og ret over vrang
 
STØRRELSE:
Lige nøjagtig min størrelse
 
GARN:
I alt 420 gram har jeg brugt. Fordelingen har jeg ikke styr på.
 
PIND:
4 ½
og 3 ½ til rib i ærmer
 
BEMÆRKNINGER:
Jeg ønskede mig en lang fluffy cardigan og det fik jeg.

mandag den 17. november 2014

Gavnlige noter

Når jeg strikker skriver jeg noter. Ikke mange men altid.
Det begyndte med den skønne top-down cardigan Peasy, som jeg købte på Ravelry og strikkede næsten efter opskriften.
Jeg slog dog lige 5 masker op midt for til opklip i stedet for at strikke rundt.
Der blev også noteret hvilken pind, garn, størrelse og at jeg slog ekstra masker op under ærmerne.
Alt det til gavn da jeg gik i gang med
næste cardigan.
Igen skrev jeg noter og kiggede på noterne fra 1. cardigan.
Denne ønskede jeg skulle være en stor putteindi cardigan og det blev det.
Senere ønskede jeg ensfarvet cardigan. Jeg lavede dog lige et lille twist med et broderi bagpå. 
En kær veninde ønskede sig en cardigan og igen blev det med udgangspunkt i Peasy. Denne gang var det størrelse Petit der skulle laves.
Så lavede jeg en lang stribet cardigan
og sluttelig er jeg ved at færdiggøre en skøn carryfarvet sag.
(der skal nok komme faktaboks og billeder lige så snart den er færdig)
 
Meget forskellige udtryk alle sammen, men med udgangspunkt i Peasys halsudskæring.
 
Pindetykkelsen er valgt efter hvilken garn jeg har brugt og hvad jeg synes klæder garnet.
Disse cardigans er strikket på pinde fra  3½ til 4½.
______________
 
Jeg er sikker på at det ikke er den sidste cardigan der bliver strikket fra min hånd med Peasy som udgangspunkt.
 
IF IT AIN'T BROKEN, DON'T FIX IT!
 
 
 

søndag den 16. november 2014

Flere striber

Helt tilbage i begyndelsen af septemper slog jeg masker op til denne cardigan.
Jeg har som vanligt strikket på andet ind i mellem, men færdig har den været de sidste 14 dage. Det vil sige færdigstrikket, men uden knapper.
Det har jeg først fået købt og monteret nu. Så efter en vuggetur i vaskemaskinen er den klar til præsentation.
Igen har jeg strikket topdown og igen har jeg taget udgangspunkt i Heidi Kirrmaiers skønne Peasy.
Jeg bruger opskriften indtil jeg har samlet alle maskerne. Herefter er det helt efter egen krop jeg strikker.
Denne gang har jeg brugt en skøn blanding af Blackhill Cottonwool og Blackhill Pacalina til mine striber.
Den mørke strib er en tråd pacalina og en tråd cottonwool.
Den lyse strib er to tråde pacalina.
Det giver det skønneste transparante udtryk synes jeg.
Jeg er vild med den.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
Peasy og eget design
 
STØRRELSE:
I omegnen af xl
 
GARN:
Blackhill Cottonwoll. Farve 52-skiffer
Blackhill Pacalina. Farve EB029
Ialt 325 gram.
 
PIND:
4 1/2
 
BEMÆRKNINGER:
Endnu en yndling er jeg sikker på.
Jeg har strikket cardiganen rundt og klippet op bagefter.