Når vi tager hjemmefra i flere uger er der meget der skal flaske sig.
I går var jeg på arbejde for sidste gang inden afgang.
Så dagen i dag og i morgen er helt min egen..
Jeg vinder garn op og vælger ud til projekter.
Her er det garn til et tørklæde til Ole.
Han har spurgt flere gange om jeg ikke godt vil strikke et tørklæde som Philips,
så nu må jeg hellere få det sat i gang.
Der er også fundet garn til et sjal jeg længe har villet strikke
og så skal jeg have fundet ud af hvilken farve min Peasy skal strikkes i.
Lige nu kan jeg ikke bestemme mig.
Det ser måske ud af meget jeg skal have med, men sagen er den at jeg ikke kan holde ud kun at have et strikketøj i gang. Der skal være noget forskelligt at vælge imellem.
Herhjemme går jeg jo bare på lageret når lysten til noget nyt er der, men i Portugal har jeg ikke den mulighed, og garnbutikker i vores område er ikke eksisterende.
De få butikker der sælger garn har kun akryl og flerfarvede strømpegarner og det gider jeg ikke strikke i, så derfor må hele menageriet med hjemmefra.
Det gør ikke noget. Det er hyggeligt at planlægge og finde frem.
Jeg skal også have styr på mit værktøj.
Ryddet op i tilbehørspungen og fundet de rigtige strikkepinde og wirer til de forskellige projekter.
Jeg har også pakket gave ind til den barnedåb vi desværre ikke kan deltage i.
Jeg vasker, downloader bordingpas, og jeg ordner og regere alle steder.
Ind i mellem må jeg lige sætte mig med strikkepindene.
Så tænker jeg så godt.
Mon ikke jeg når at få den rosa færdig til i morgen. Jeg mangler kun ribkanten forneden.
De få ender der skulle hæftes ordnede jeg under morgenkaffen.
Jeg kan se mig i den på en kølig aften dernede.
Nu må jeg hellere komme videre med at finde ting og sager der skal med i kufferten.
Lidt tøj skal der da egentlig også med, det må jeg ikke glemme i strikkegarnspakningen.
__________________________________________
SKULLE DER VÆRE EN LILLE INDBRUDSTYV DER LÆSER MED OG TÆNKER AT DER BLIVER FRI BANE TIL AT RYDDE HUSET, KAN DU GODT GLEMME DET!
CLAUS FLYTTER SOM SÆDVANLIG IND FOR AT PASSE GÅRD, DYR OG DESLIGE,
SÅ BLIV VÆK MED KOBEN OG MØRKE BRILLER!!