mandag den 28. april 2014

En lille ting til halsen

Jeg har begået en lille halsting. Ikke noget særligt, men dog alligevel en bette sag jeg er vældig glad for.
Ikke et halstørklæde der kan vikles rundt om halsen flere gange,
kun så langt at 3 knapper kan samle det til en ring.
 
FAKTABOKS:
 
GARN.
Jeg har brugt en lyseblå (udgået) bomuldsgarn fra Isager
og en masse forskellige systrådstynde garner. Nogle rene silkegarner andre blandet med uld.
Det kom ikke så nøje, jeg valgte dem efter farver og tykkelse, ikke kvaliteter.
Det gælder for alle at de på et eller andet tidspunkt er indkøbt hos Garnudsalg.dk
Hvor meget jeg har brugt af hver ved jeg ikke, men det færdige tørklæde vejer ca 100 gram.
 
GARNFORSLAG:
Jeg kunne drømme om at strikke tørklædet i Blackhill Højlandsuld og tilsætte Blackhill Alpaca i forskellige farver.
Her ville jeg bruge pind 4 ½ eller 5
Jeg tror faktisk jeg bliver nødt til at begynde på et straks.
 
PIND:
3,75
 
STØRRELSE:
Mit tørklæde er efter vask  ca 100 cm lang og 28 cm bred.
Jeg har trukket lidt i det fordi jeg synes det er pænt.
 
OPSKRIFT:
Helt og andeles min egen,
men en ca opskrift kommer her:
 
Slå 68 masker op, eller så mange masker som du synes, i
hovedfarve (HF).
Jeg har lavet en luftmaskeopslagning (provisional cast-on).
Her er Google din ven. Der er masser af videoer på YouTube.com om emnet.
 
Strik 1 pind ret med HF.
 
Næste pind og alle de efterfølgende:
 Tag de første to masker løst af som om de skal strikkes vrang.
Tilføj/strik videre med den farvede tråd (FT), så du nu strikker med 2 tråde.
Strik med 2 tråde hen til de 2 sidste masker.
Slip FT og før den foran arbejdet. Strik 2 masker ret med HF.
På den måde bliver der en hestetømmekant (Icord) i siderne på halstørklædet.
 
Du skifter farver som du har lyst igennem hele strikken.
Farveskiftet laver jeg både på for og bagside.
Jeg hæfter trådene efterhånden ved at strikke dem med 5-10 masker. Det ses ikke når garnet er så tyndt.
 
Strik til ønsket længde.
Hvis du ønsker at trække strikken i vask, skal du huske at tage højde for det.
 
Strik 1 pind ret med HF.
 
Lav nu en hestetømmeaflukning kun med HF.Den er beskrevet perfekt lige her.
I den anden ende trævler du luftmaskerne op, mens du samtidig sætter strikmaskerne på pinden.
Igen laver du hestetømmeaflukning med HF.
Hvis du som jeg, ønsker at der skal knapper i, skal du med lige stor afstand lave 3 knaphuller.
Det gør du over de 3 masker hestetømmen består af, uden at strikke masken fra halstørklædet med.
Lav knaphullerne i passende størrelse til de knapper du ønsker at sætte i.
Se også billedet nedenfor.
Det er hvis godt jeg ikke lever af at designe og skrive opskifter, for det blev da lidt af en smøre.
 
Opskriften er ment som en hjælper til hvem
der måtte ønske at lave et lignende tørklæde.
Jeg tager forbehold for fejl og mangler.
En sund fornuft og et par gode strikkepinde vil let kunne gennemskue
hvis jeg har skrevet noget vrøvl.
God fornøjelse.

5 kommentarer:

  1. Hvor er det fint - også på ;0) .
    Tak for fin vejledning - tror jeg skal bruge min hvide silke/uld på den måde

    Marianne

    SvarSlet
  2. Lækker halsting og fin ide med knapperne. Selvom det ligner sommer, er det dejligt med en let halsluner :)

    SvarSlet
  3. Det er en hyggelig lille sag :)

    SvarSlet
  4. Hvor er det lækkert - du er så kreativ.

    SvarSlet