Viser opslag med etiketten Familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Familie. Vis alle opslag

mandag den 21. juli 2014

Stribet Top-Down Sweater med indhold og en cirkaopskrift.

Lones sweater har været færdig nogle dage og jeg har glædet mig til at prøve den på hende.
Heldigvis passer den som fod i hose.
Jeg har strikket den længere bagpå end foran. Det faldt i god jord.
Halskanten har jeg strikket dobbelt og syet til.
Ærmerne har jeg for en gang skyld strikket lange nok til hende. Endda for lange.
Men Lone ville ikke have at jeg skulle korte dem op igen. Hun foretrak at smøge dem op i stedet.
Striberne har jeg med vilje lavet så de ikke står særlig tydelig frem.
 
 
FAKTABOKS:
 
GARN:
Ca 240 gram Blackhill Cotton/wool i farve: Bregnen
Ca 50 gram Blackhill Alpaca i farve: C740
Ca75 gram Blackhill Alpaca i farve : C750 
Farve C750 er brugt til ribkanterne derfor er forbruget større.
 
GARNLEVERANDØR:
 
PIND:
Strikkefastheden har jeg glemt at måle. Så er du også fri for at lave strikkeprøve;0)
 
STØRRELSE:
I omegnen af small/medium, men den kan sagten rettes ind til større eller mindre.
 
 CIRKA OPSKRIFT:
 
Sweateren er strikket top-down.
 
Stribemønster:
Der strikkes hele tiden med 2 tråde.
Én tråd cottonwool og én tråd alpaca
Cottonwoll i farve Bregnen går igennem hele arbejdet.
Alpaca c750 og Alpaca c740 skifter hver 16. omgang.
c750 er brugt i ribkanterne.
 
 Slå 118 masker op på pind 4½.
Strik en omgang hvor du ved hjælp at maskemarkører fordeler maskerne således: 
20 masker (ærme),39 masker (for), 20 masker (ærme), 39 masker (bag).
Lav herefter udtagninger på hver anden pind.
Udtagninger:
#Strik for og bag i 1. maske efter maskemarkør. Stik hen til 1 maske før maskemarkør, strik for og bag i masken, flyt maskemarkør over på højre pind #.
Gentag fra # til # ialt 3 gange. Strik hen til 1 maske før sidste maskemarkør og strik for og bag i masken.
Det bliver i alt 8 udtagninger på omgangen.
Slut når der er: 76 masker (ærme), 95 masker (for), 75 masker (ærme), 95 masker (bag) på omgangen. Eller til ønsket størrelse.
 
Sæt ærmemaskerne på en wirer eller snor og strik kroppen færdig.
 
Strik lige ned til ønsket længde.
Lav eventuelt forkortede pinde på bagstykket hvis du ønsker at lave sweateren længere bagpå end foran.
Google hvordan. Jeg har glemt at skrive det ned.
Afsluttet med rib 3r-2vr.
 
Ærmer:
Sæt maskerne over på en ærmerundpind eller brug Magic loop (google det hvis du ikke kender det)
Sæt en maskemarkør ved farveskift under ærmet.
Ærmerne strikkes rundt med indtagning på hver 8. pind indtil 46 masker.
Indtagning: 
Strik 1 maske og strik 2 masker drejet sammen. Strik hen til 3 masker før  markøren, strik 2 masker sammen, strik 1 maske.
Strik til ønsket længde.
For at få ribben til at passe tages ind til 45 masker på første omgang rib.
 
Til slut strikkes der rib i halsen og enderne hæftes.
Enjoy.
_____________
 
Jeg vil på forhånd undskylde for fejl og mangler i opskriften.
 Jeg er ikke uddannet til at lave strikkeopskrifter, jeg har blot lavet en retningsviser til Lones sweater.
En sund fornuft og en god rundpind vil let kunne gennemskue hvis jeg har skrevet noget vrøvl.
Håber jeg da.

onsdag den 11. juni 2014

Kærlighed til datter

 
Min Bette Tøs fylder 35  i dag.
Jeg glæder mig til at fejre hende senere.
 
 
 

fredag den 31. januar 2014

Pacalinastriber

 
Fredag er skøn. Jeg laver mad, bager og  gør rent.
 Lillebror kommer på besøg i morgen og vi skal bla. have Beuf Bourguignon. Den skal simre nogle timer og hvile et døgn i køleskab, så bliver den bedst. 
Når jeg er færdig med det praktiske vil jeg klappe mig selv på skulderen og gribe strikkepindene.
Jeg tror jeg vil strikke på den stribede sweater til mig selv. Topdown, som sædvanlig kan jeg næsten sige. Hvorfor lave om på noget der fungerer.
Garnet er den nye skønne Pacalina fra Garnudsalg. Tre tråde og en pind 3½. har jeg gang i.
Jeg strikker hele tiden med to tråde i én farve og en tråd i en anden. Striben efter bliver den ene tråd til to og en ny tråd bliver sat ind som single.
Man skal ikke være nervøs for at strikke flere tråde sammen i Pacalina. De fletter sig så fint ind i hinanden at man helt glemmer at der er flere.
________________
 
Nu må jeg i gang  med de sidste pligter inden hyggen.
God weekend derude. Min er allerede på +siden.
 
 
 
 
 

mandag den 23. december 2013

Træskoene er sat frem

Da vi købte vores gård fandt jeg et par træsko i en af staldene. De har siden været en fast bestanddel af min julepynt. De står klar ude på trappen.
Hvem de tidligere har tilhørt aner jeg ikke, men nu er de nissens.
Traditioner kan jeg lide, men ingen er så fasttømrede at de ikke kan laves om.  I år blev det juletræspyntningen der røg i kategorien ændring af traditioner
Vores juletræ plejer først at komme indendøre juleaftensdag, når Philip har sat det på fod. Lone og jeg pynter det, alt imens vi skråler med på diverse julesange imens Philip ligger på sofaen og kigger på og ryster på hovedet af os. Når han bliver træt at at se på os går han i køkkenet til Ole der tager sig af julegåsen.
 I år er det anderledes. Allerede nu står træet klar med lys og pynt. Årsagen til det, er at Lone måske ikke kunne komme juleaften, på grund af arbejde.
Hun har lige ringet og fortalt at hun ikke skal arbejde, så hvis I har hørt et højt hyl kom det fra mor her der bare er så glad og taknemlig over at jeg igen i år har begge mine to skønne unger hos mig juleaften.
Selvfølgelig har jeg hørt julemusik og skrålet med, imens jeg har pyntet og lavet andre juleforberedelser.
Det er godt der er langt til naboerne med den sangstemme jeg har, eller rettere ikke har.
Senere vil jeg lade freden sænke sig og gribe strikkepindene. Lones Kashmir Cardigan skrider fremad.
 
Jul du kan bare komme an. Vi er SÅ klar.
 
GLÆDELIG JUL
 

onsdag den 13. november 2013

60 år

Der er 60 år og nogle timer imellem disse billeder.
Det er min mor og far. De har lige fejret Diamantbryllup.
Mor og far havde en rigtig dejlig dag. Ikke nogen stor fest. Det ønskede de ikke. Kun de allernærmeste til middag på en dejlig kro.
 
Min far fortalte en sjov historie om brudebuketten.
Mor og far havde haft travlt op til den store dag, både med deres arbejde og med at arrangere bryllup og ikke mindst min mors forældres sølvbryllup samme dag.
Far fortalte videre at han holdt fri fra arbejde hele dagen (som var en onsdag) for han og mor skulle tidligt op for at servere morgenkaffe for alle gæsterne til sølvbrylluppet.
At han pointerede at han holdt fri, var nok fordi det så vidt han erindrer var den eneste gang han nogensinde gjorde det.
Hov, vi kom helt væk fra brudebuketten.
Da klokken var hen ad 10, tog far cyklen over til blomsterhandleren for at bestille brudebuketten. "Ja, så gerne" blev der sagt. "Hvornår skal De bruge den Hr. Røjkjær".
"Kl. 16" sagde min far. "I DAG!" blev der chokkeret sagt. Og det bekræftede min far. De nåede det og mor fik en smuk buket.
Det er en stor bedrift at være gift i 60 år.
I 2013 er der i Danmark kun ca. 2.900 par der kan opnå den fine status og endda få telegram fra vores Dronning.
 

onsdag den 12. juni 2013

Lidt for meget knald på

 
Min mor havde en dejlig fødselsdag i går. Vejret artede sig så vi sad ude det meste af dagen.
Solen var ikke fremme hele tiden, så jeg gav hende min poncho på, så blev hun ikke forkølet.
 
I dag var atter arbejdsdag. Vi knokler lidt for meget og jeg bliver lidt hudløs af det.
Mine nætter vil ikke rigtig arte sig ordentlig, så jeg er i underskud med søvn oveni at have travlt.
Efter i morgen skulle jeg få lidt hul og kan slappe lidt af igen. Det glæder jeg mig til.
Jeg duer ikke til at være ude i overhalingsbanen hele tiden. Kun når jeg sidder bag rattet i den sorte;0)

Vi sidder ved spisebordet og har slet ikke energi til at snakke, men det gør ikke noget. 
Bare at være er helt i orden med mig. Ole læser avis og jeg får monteret min stribede cardigan.
Klippet og klistret. Nej sikke da noget vrøvl. Klistret har jeg selvfølgelig ikke, men klippet har jeg.
Igen er det hækle/klippe metoden. Det er altså let.

Jeg har fået hæftet de ender der nu måtte være og syet knapper i.
Ikke én eneste søm var der at sy sammen.
Nu skal den en tur i vaskemaskinen på 30 grader uldprogram.
 
Aftensmaden i dag er varmemad. Chilli Con Carne. Men det er nu heller ikke så ringe endda.
 
Må jeres aften blive hyggelig.
Min bliver med bagen i stolen, fødderne på skamlen og strikketøj i hænderne. Om der bliver strikket eller kigget på indersiden af øjenlågene må tiden vise.

tirsdag den 11. juni 2013

Flaget er hejst





Tænk at den bette tøs bliver 34 år i dag. I lørdags fejrede vi hende, for i dag er det min mor der stjæler opmærksomheden. Hun fylder 80 og lige nu er vi på vej til at fejre hende.


mandag den 1. april 2013

Påsken går på hæld

Ikke nok med at (påske)haren har været på besøg.
En del af familien har også været her de sidste tre dage.
 
Det har været rigtig hyggeligt.
 
Der er blevet spist, drukket, snakket, grinet, spillet spil,
strikket, hæklet, kigget film, gået ture,  leget med hunde,
og så sandelig også slikket sol.
For sikke da heldige vi også har været,
at kunne slå os ned med strikketøj og tæppe udenfor.
Nu er alle kørt hjem igen.
Påskeliljerne synger på sidste vers.
 Ole har slået sig ned med den stak aviser han ikke har fået læst
og jeg er klar til at gribe mit strikketøj og en film på Netflix.
 
 
God sidste påskedag.

fredag den 29. marts 2013

Klippede boller

 
Ind imellem strik og hygge, forbereder jeg mig også lige på et rykind
af familiemedlemmer
i de sidste tre påskedage.
Jeg glæder mig, men det kræver lidt planlægning.
Derfor skal der forberedes lidt mad.
Bla. har jeg lavet morgenmadsboller.
Jeg har et lille fif, så man er fri for at stå og
gratte med den klæge dej.
Jeg klipper simpelthen dejen i passende stykker.
Det kan godt være det ikke er særlig professionel at gøre sådan,
men effektivt er det,
og bollerne ser særdeles rustikke og skønne ud.
Midt i bollebagning, frikadellestegning, rengøring og jeg ved ikke hvad,
fik jeg en pause da min mor ringede for at få en sludder med mig.
 
Det gav anledning til at stå og kigge ud ad vinduet.
Og vil I tro jeg blev vidne til en kalvefødsel.
Det er ikke første gang jeg ser det,
men stort er det altså hver gang.
 
Tak mor for at ringe på lige det rette tidspunkt.

søndag den 30. september 2012

SØNDAGSSTILHED MED NYT PÅ PINDENE

I dag er vi stille.

Balskoene skal stilles på plads igen.
Mine lægge er lidt ømme,
men det gjorde godt at komme lidt uden for matriklen.

I aftes var vi i Fuglsøcentret til middag
og efterfølgende skøn koncert med
dåre dejlige Søs Fenger
og i godt selskab med venner.

Hvor vi dog nød det begge to.
Ole holdt godt ud.
Det skønt der er fremskridt for hver dag.

Luften er gået lidt ud af ballonen i dag.
Ole er træt, så der skal hviles i stor stil.
Jeg kan hører hans småsnorken fra soveværelset.

Jeg sidder ganske stille med mit strikketøj
og en lydbog,
alt mens jeg kigger på køerne.

I morges da jeg stod op,
fandt jeg garn til en hue til Lone.

Moon af Hargreaves.

Jeg orker ikke så meget i dag.
Dog skal jeg lige have gang i en støveklud,
handlet en smule og  forberedt lidt mad til i morgen.

Der kommer brormand og kone  til frokost.
Det er længe siden vi har set dem,
så vi glæder os.

Men lige nu vil jeg tilbage til Lones hue.


Må I få en dejlig søndag derude.


mandag den 11. juni 2012

HVAD HAR MIN MOR OG DATTER DOG TILFÆLLES MED PRINSGEMALEN?


De har såmænd fødselsdag tilfælles.
Min mor er fra 1933 og  datteren er fra 1979.
I går var vi hos mor for at fejre hende
og i aften skal vi til Aarhus for at fejre Lone.

Jeg glæder mig.

Men inden
skal jeg en tur til frisør,
dejlig med selvforkælelse,
og så skal jeg på posthuset med pakker.

Jeg har solgt en del af det garn jeg satte til salg her.
Men kig indenfor.
Der er stadig gode fibre at købe.


Min morgen startede som sædvanlig med et kig ud af vinduet.
Lige udenfor sat denne skønne fætter.



 På morgenturen rundt med Carla,
kunne jeg  se æblerne var begyndt at tage form på træerne.

Tænderne kan næsten løbe i vand ved tanken om saft og kager
eller bare at tage et bid af herligheden.

Men det må vente nogle måneder endnu.


Vi skal lige have lidt sol og sommer inden.


Må jeres mandag blive lige som I har ønsket jer.

søndag den 10. juni 2012

EN SKØN DEJLIG SØNDAG.




Efter en dejlig dag hos mor og far, står aftenen på ren afslapning og lidt strik på en farverig pude.

Min mor fylder 79 år i morgen og vi drog til Bjerringbro for at fejre hende i dag.

Hun er ikke meget for at få gaver.
"Jeg mangler jo ikke noget" som hun siger.
Nej lille mor det gør du ikke, men vi vil så gerne give alligevel.

Hovedet blev lagt i blød for at finde på, men i år lå det lige til højrebenet.

Hun er begyndt at strikke lidt igen, efter at have holdt flere års pause, så jeg samlede en god portion garn til hende og pakkede fint ind.

Det var sagen.
Hun blev glad for det, og begyndte straks at planlægge hvad der skulle blive ud af de forskellige fibre.
Jeg vil tro hun sidder og slår masker op lige nu.

Hun blev glad og ligeså gjorde jeg.