Viser opslag med etiketten Ole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ole. Vis alle opslag

tirsdag den 30. december 2014

Et tørklæde der blev til to / med opskrift

 
Jeg havde bestemt mig for at Philips kæreste Lisbeth skulle have et tørklæde i julegave.
Jeg ved at Lisbeth godt kan lide lidt mørke farver, så selvfølgelig blev det derved.
Jeg fik dog følgende kommentarer med på vejen da jeg strikkede det: 
Ole sagde: "Er det til mig".
Lone sagde:" Det er godt nok mørkt",
Philip sagde:" Er det til far".
Så derfor fik Ole et tørklæde og jeg strikkede et mere-
Denne gang i lysere farver og Lisbeth  blev vældig glad for det.
Sådan kan det gå at et bliver til to.
 
FAKTABOKS:
 
GARN:
Til det lyse:
Råhvid Babyalpaca
Lys beige Baby Camel Once
Disse to strikkes igennem hele arbejdet.
Tredie farve er forskellige rester i
Forbrug i alt ca 250 gram
______________
 
Til det mørke:
Gråbeige  Baby Camel Once
Disse to som gennemgående.
Dertil tilsat Alpaca og Silk/mohair til stribeeffekt.
Forbrug i alt ca 220 gram
________________
 
Jeg kunne også forestille mig tørklædet strikket op i  Blackhill Højlandsuld.
Har du ikke rester, så køb eventuelt en Garnblomst  og 2 x 100 gram bundfarvegarn.
 
PIND:
6
 
STRIKKEFASTHED:
15 masker = 10 cm  i bredden
Strikkefastheden har ikke den store betydning i denne strik.
 
STØRRELSE:
Det mørke tørklæde måler ca 40 cm x 180 cm.
 
OPSKRIFT:
Slå 60 masker op med tre tråde på pind 6.
De to tråde er gennemgående i hele arbejdet. Den tredie tråd er den der laver striberne.
Hele arbejdet er strikket i retstrikning.
Strik almindelige striber og striber med vendepinde. Vendepinde strikkes med enten 5 eller 10 masker imellem.
 
Vendepinde:
""1. pind: Strikkes ret over alle maskerne
Derefter:
Strik (5)10 masker, vend,
# slå om pinden, strik tilbage. Vend. Strik hen til omslaget og strik omslaget drejet ret med næste maske. Strik yderligere (4)9 masker og vend #
Gentag fra # til # indtil alle maskerne på pinden er strikket.
Sidste pind: Strikkes ret over alle maskerne.""
Skift farve
og gentag  fra "" til "".
På den måde vil der blive en trekant der vender den ene vej og en trekant der vender den anden vej.
Ind imellem strikkes der almindelige striber.
Når jeg har skiftet farve, har jeg blot strikket enden med på første pind. Det ses ikke da garnet er tyndt.
Strik til ønsket længde og luk løst af.
 
If you want the pattern in english, pleace send me an email. ullaroejkjaer@hotmail.com.
 
BEMÆRKNINGER:
Jeg er ikke uddanet til at lave strikkeopskrifter, derfor vil jeg på forhånd undskylde for eventuelle fejl, uforståelige forklaringer,
sjove vendinger og hvad der ellers kan være af finurligheder ved opskriften.
______________
God fornøjelse
og
GODT NYTÅR

 
 
 
 
 





 

mandag den 29. december 2014

Der fik den måned godt nok ben at gå på



Jeg skal da lige love for at tiden har spurtet af sted siden jeg sidst har blogget.
 
Her en lille billede kavalkade af lidt af det jeg har fået tiden til at gå med.
 
Jeg har siddet på den smukkeste terrasse i Benalmadena i Spanien.
Hvor jeg blandt andet har strikket julegaver, drukket rødvin og Gin/Tonic, grinet, snakket og slikket sol.
Jeg har været i vævestuen.
Jeg har en dag stået bag disken i Garnudsalg og selvfølgelig købt lidt godt med hjem.
Jeg har badet Carla efter et kæmpe mudderbad.
Jeg har spist den skønneste gåsesteg sammen med mine unger og Ole.
Jeg har nydt solopgange og solnedgange fra min skønne plet på Mols.
 
RIGTIG GLÆDELIG BAGJUL og undskyld jeg er så lidt på bloggen for tiden.
_____________
 
Savner du at høre fra mig kan du finde mig på Instagram : ullaroejkjaer

lørdag den 11. oktober 2014

Endnu en yndlingstrøje

Jeg nyder selv at kunne strikke, så jeg kan lave mine strikbluser og trøjer lige som jeg har lyst til de skal være.
Sidenhen har jeg planer om at komme på et sykursus på Skals, så jeg selv kan sy mine kjoler, men mere om det en anden gang.
Foreløbig er det min igangværende trøje jeg vil berette lidt om.
Jeg strikker den, selvfølgelig når det er mig, top down og rundt.
Midt for har jeg lavet en enkelt vrangmaske så jeg kan se hvor farveskift og midte er.
Midten skal jeg bruge til at hækle efter og siden klippe op.
Du kan se hvordan lige her. Jeg har brugt den metode før og jeg er vild med den.
Jeg strikker i to skønne garner. Blackhill begge to. Den ene Pacalina og den anden Cottonwool.
Striberne strikker jeg henholdsvis med 1 tråd pacalina og 1 tråd cottonwoll / 2 tråde pacalina.
Det giver en skøn lethed i strikken med den næsten transparente pacalinastrib.
Jeg har tidligere lavet noget lignende. Den gang var det med Recycle cotton og silk/mohair.
Lige nu sidder jeg med denne udsigt. Igen vil nogen nok sige og ja igen og jeg stornyder det.
Dog har jeg haft en dum halsbetændelse/influenza, men hvad pyt.
Med den skønne terrasse, Ole til at opvarte og lækker strik på pindene, har det ikke været så slemt.
Jeg krydser fingre for at i morgen er jeg helt på toppen igen... Eller i overmorgen..
Nu vil jeg strikke, drikke kaffe, snakke og nyde udsigten.
 
God weekend til de fleste og god ferie til de der har efterårsferie nu.
__________________________
 
PS: Claus bor selvfølgelig på gården for at tage sig af hus, jord og dyr. Behøver jeg sige det.

søndag den 6. juli 2014

Jeg strikker grønt

 
 
Søndag er en skøn dag. Vi har god tid.
Dyrene er fodret. Et par grise er hentet til slagtning, brødet er bagt og vi har spist brunch. 
Nu  sipper jeg kaffe, kigger Netflix og strikker selvfølgelig.
 Lone er faldet for den grønne cottonwool.
Derfor strikker jeg grønt, for hun skal have en hyggesweater skal hun. 
 
 
God søndag derude.

tirsdag den 15. april 2014

Traditionen tro

Som næsten altid den sidste aften inden vi vender næsen mod nord, spiser vi Kylling Piri Piri med en let tomatsalat og brød til.
Selvfølgelig spiser vi på terrassen. Vejret har tilladt det hver eneste aften i denne omgang.
Jeg har lavet tomatsalaten og Ole står for at varme kyllingen som er hentet hos den lokale Pingo Doce.
De laver den så godt, så jeg ikke gider bruge energien på det selv.
Mens kyllingen bliver lunet får jeg lige syet et par mærker i et par færdige projekter.
Om lidt er maden klar.
 
Vi takker for denne gang og glæder os allerede til at komme igen. Snart.

torsdag den 27. februar 2014

Nogle gange er det godt at man ikke har smidevæk genet

Vores gode gamle kobberlampe er kommet til ære og værdighed igen.
Vi har haft den i mange år. Ja faktisk er det en lampe Ole havde før han lærte mig at kende. Mon ikke han har haft den i mere end 40 år.
Han og jeg har kendt hinanden i 30 år i år, så det passer meget godt.
 Orient som lampen hedder er tegnet af Jo Hammerborg tilbage i 1963 kan jeg læse mig til.
Lidt ridser og skrammer har den fået igennem tiden og gitteret der var i bunden har den også mistet.
Det er faktisk mig selv der har ødelagt det. Lampen hængte i vores pejsestue da vi boede i Højbjerg
 og den hang så lavt at hver gang jeg støvsugede ramte jeg op i gitteret og derved fik det så mange knubs at det til sidst gik i stykker.
Skidt pyt. Lampen er stadig smuk og kan fortælle mange historier.
 Feks sad Lone i stolen ved siden af den første gang hun gav Philip sutteflaske.  Jeg kan stadig se dem for mig.
Kobberstikket som også er fra Oles ungdom hang også i pejsestuen. Det har jeg fundet frem for flere år siden og hængt op. Nu er makkerparret sammen igen efter 9 års adskillelse.
Derimod er svanehalsen helt ny. Jeg måtte bare have den til ophæng til den gamle lampe. Den minder mig om mit barndomshjem hvor der var svalehalse overalt på loftet.

mandag den 23. december 2013

Træskoene er sat frem

Da vi købte vores gård fandt jeg et par træsko i en af staldene. De har siden været en fast bestanddel af min julepynt. De står klar ude på trappen.
Hvem de tidligere har tilhørt aner jeg ikke, men nu er de nissens.
Traditioner kan jeg lide, men ingen er så fasttømrede at de ikke kan laves om.  I år blev det juletræspyntningen der røg i kategorien ændring af traditioner
Vores juletræ plejer først at komme indendøre juleaftensdag, når Philip har sat det på fod. Lone og jeg pynter det, alt imens vi skråler med på diverse julesange imens Philip ligger på sofaen og kigger på og ryster på hovedet af os. Når han bliver træt at at se på os går han i køkkenet til Ole der tager sig af julegåsen.
 I år er det anderledes. Allerede nu står træet klar med lys og pynt. Årsagen til det, er at Lone måske ikke kunne komme juleaften, på grund af arbejde.
Hun har lige ringet og fortalt at hun ikke skal arbejde, så hvis I har hørt et højt hyl kom det fra mor her der bare er så glad og taknemlig over at jeg igen i år har begge mine to skønne unger hos mig juleaften.
Selvfølgelig har jeg hørt julemusik og skrålet med, imens jeg har pyntet og lavet andre juleforberedelser.
Det er godt der er langt til naboerne med den sangstemme jeg har, eller rettere ikke har.
Senere vil jeg lade freden sænke sig og gribe strikkepindene. Lones Kashmir Cardigan skrider fremad.
 
Jul du kan bare komme an. Vi er SÅ klar.
 
GLÆDELIG JUL
 

fredag den 6. december 2013

Spain here we come

 
Ole har fået at vide af lægen at han må rejse, så jeg har godt gang i kuffertpakkeriet.
Strikkegarn er selvfølgelig også en del af indholdet.
Ingen ferie uden strik. Ja, faktisk er det ikke ret tit jeg har en eneste dag uden strik.
 
Der bliver måske lidt stille på kanalen i en uges tid, for jeg er ikke helt sikker på Internetforbindelsen på hotellet.
Men mon ikke jeg får puttet lidt ind på Instagram, så kig endelig forbi der.
______________________
 
PS: Claus flytter som sædvanlig ind for at passe på dyr og gård. 

Fredag med udfordringer

Det var en rodet omgang vi vågnede til i morges.
Stormen "Bodil" har været forbi og hun har været lidt hård ved os.
Tagsten er blæst af stuehuset. Tagplader er røget af maskinhuset. Et vindue er blæst ind ved grisene. Et træ er væltet. Plader på kohuset har taget skade da en port er blæst op.
Det er bare lige det vi har opdaget indtil nu. Claus og en hidkaldt tømrer er ved at se om der er mere.
Det er kun materielle skader, så skidt. Dyrene har ikke taget skade og det har vi heller ikke.
Ole skulle helst heller ikke udsættes for mere lige nu.
Han har nemlig fået pande og bihulebetændelse. I tirsdag fik han 3 tabletter der skulle gøre det godt igen.
Det håber vi i hvert fald for i morgen skulle vi gerne sidde i et fly mod varmere himmelstrøg.
Vi har bestilt en uge i Spanien sammen med et par venner.
Ole smutter lige til læge igen i dag for at se om der bliver givet grønt lys for ham.
Jeg kan bare sidde og vente på om jeg skal pakke kufferterne eller ej.
Måske jeg skulle strikke et par pinde i ventetiden.

torsdag den 10. oktober 2013

Det har været travle 14 dage

 
Kun 14 dage var vi hjemme i Danmark denne gang.
Vi har, men Ole især, haft nogle meget travle dage. Rigtig meget skulle flaske sig før afgang i går.
Kabalen er gået (nogenlunde) op og resten kan vi klare herfra. Håber vi. Kan vi ikke må vi tage et fly hjem igen.
Det vil vi ikke tænke på nu. Nu vil vi hygge og nyde efteråret i Albufeira.
Helt efterår er det ikke hernede. I dag viste temperaturen omkring 29 grader på terrassen. I skyggen forstås.
I aftes da vi ankom ved 24 tiden satte vi os straks på terrassen med lidt mad og et glas vin. Da var temperaturen 22 grader.
I dag har vi sovet længe, for vi kunne ikke rigtig finde sengen i aftes/nat.
Det gør ikke noget vi skal ikke nå noget. De første par dage skal gå med at få Ole ned i tempo og ud af den stress han desværre endte i inden afgang.
Han skal passes på skal han og det er jeg mester for.
 
Formiddagen har derfor foregået i adstadig tempo med kaffe på terrassen og selvfølgelig for mit vedkommende strik i hænderne.
Ole har læst aviserne fra i går og hviler nu efter han har serveret brunch for mig.
Det er med i min terapi for ham at han skal lave brunch/morgenmad til mig hver dag.;0)
Han vil gerne. Kan slet ikke lade være. 
Resten af dagens måltider står jeg for. Det nyder jeg at gøre.
Vi er gode sammen er vi og vi passer på hinanden.
 
 
PS: Hvis der skulle være en langfingret læser imellem vil jeg da lige gentage
 at selvfølgelig står vores hjem i Danmark ikke tomt. Claus er som sædvanlig rykket ind for at passe dyr, jord og hus.
 
 



lørdag den 14. september 2013

Regnvejrslørdag og sjalsstrikning på rundpind

I dag er til ingenting og alting.
I dag er der en af de sjældne regnvejrsdage.
Vi sidder på terrassen og nyder det.
Ole med sine aviser som han får sendt herned fra Danmark. Han er af den gammeldags slags, der vil have dem i papirform og ikke på nettet.
Jeg sidder på den anden side af bordet med mit strikketøj og lydbog.
Lige nu lytter jeg til Cecelia Ahern  "Mit livs øjeblik". I ved hende med" PS I love you".
Det er så rart at høre lydbog til mønsterstrik.
Jeg har valgt at strikke sjalet på rundpind. Jeg ville få en fis i kasketten hvis jeg skulle strikke alle de vrangpinde med mønsterstrik.
 
Flere har skrevet til mig om hvordan jeg gør det.
Jeg har gjort/gør som følger:
 Jeg har slået 3 ekstra masker op og samlet sjalet på rundpind. Disse tre masker er dem der skal bruges når sjalet skal klippes op.
Herefter strikker jeg helt som opskriften foreskriver, bare uden vrangmasker.
 
Når sjalet er strikket færdig vil jeg hækle og klippe op efter denne metode: steeks-2-reinforcing-and-cutting/.
Jeg (og mange andre) har brugt metoden før. Se bla. her: Peasy med lidt fakta.
 
Til slut vil jeg hækle en række fastmasker langs de to sider. Akkurat som der står i opskriften.
 
Nu vil jeg tænde for min bog og strikke lidt mere.
 
Må I få en fortsat dejlig lørdag. 

onsdag den 4. september 2013

18 dage

Om 12 timer kan jeg få et bjørnekram af ham her.
Vi har ikke set hinanden i 18 dage.
Hold dog op hvor jeg savner ham. Jeg glemmer helt at jeg skal på ferie.
Det eneste jeg vil er bare at putte mig ind til ham og ikke slippe igen.
Måske jeg aldrig får strikket mere, fordi jeg skal holde i hånd hele tiden.
 
PS:
Til dem der ikke kender forskel på dit og mit kan jeg oplyse at Claus som sædvanlig rykker ind på gården i samme sekund jeg rykker ud.
Han passer på dyr og bygninger mens jeg/vi er hjemmefra.
 

torsdag den 15. august 2013

Perler på en snor - med en cirka opskrift

Endelig kan jeg fremvise Ole´s tørklæde.
Det har været lang tid undervejs. Jeg begyndte på det i Portugal i maj måned og lukkede den sidste maske af i sidste uge.
Nogle gange tager projekter lidt længere tid end andre gange.
Færdig blev det og det er hovedsagen, for det har været et stort ønske fra Ole at få et tørklæde som Philips.
Kun lidt har jeg ændret i forhold til Philip´s tørklæde.
Jeg har slået 59  masker op og striberne er på 30 pinde.
Jeg er altså vild med den garn og perlestrik i forening.

 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
Eget design
 
GARN:
 
Forbrug:
180 gram i  10 farver i grønne og blå nuancer
Købt hos:
 
PIND:
4 ½
 
STØRRELSE:
Efter vask og meget let udspænding 240 cm x  25 cm
 
EN CA OPSKRIFT:
Tørklædet er strikket med to tråde garn hele vejen igennem.
Perlestrik:
Slå altid et ulige antal masker op.
 Perlestrikken fremkommer
 hvis man på alle pinde strikker:
"1 ret, 1 vrang". Gentag " til " pinden ud.
 
Jeg har slået 59 masker op med farve 1 og 2 (1 tråd af hver)
 
1. Strib: 30 pinde perlestrik med farve 1 og 2
2. Strib: strikket med farve 2 og 3. Igen 30 pinde perlestrik
3. strib: strikket med farve 3 og 4.
4. strib: strikket med farve 4 og 5
5. strib: farve 5 og 6
og så fremdeles.
 
Når alle 10 (eller hvor mange farver du ønsker) er brugt,
gentager du blot eller mikser farverne på en ny måde.
Fortsæt indtil ønsket længde og luk løst af.
______________
Opskriften er ment som en hjælper til hvem
der måtte ønske at lave et lignende tørklæde.
Jeg tager forbehold for fejl og mangler.
En sund fornuft
og et par gode strikkepinde vil let kunne gennemskue
hvis jeg har skrevet noget vrøvl.
God fornøjelse.
 
Den vågne vil nok sige at opskriften ligner denne til forveksling. Det gør den. Jeg har bare ændret på maskeantal og antal pinde.
 
Hvorfor ændre på noget der virker.
Nu bliver det lagt i skabet, til vejret skifter til efterår og vinter.

søndag den 21. juli 2013

Miniferie i det Århusianske

 
Ole og jeg har holdt miniferie i Aarhus.
 
Starten gik i fredags hvor vi arbejdede lidt og derefter skiltes ad nogle timer. Jeg tog til dyrlæge med Carla. Den årlige undersøgelse + tjek for hendes nyresygdom.
Derefter skulle jeg lige forkæles med franske negle og et besøg i Lones kolonihave.
Om aftenen havde jeg inviteret Ole på middag på Århus Marina. Det var en del af hans fødselsdagsgave fra mig.
Turen gik over Tangkrogen hvor vi mødte dyr vi ikke lige var vandt til at se på vores breddegrader.
Vi nød hinandens selskab, lækker mad, vidunderlig vejr og den smukke solnedgang ud over Aarhus by.
Vi kunne næsten ikke få os selv til at gå hjem.
 
Lørdag havde vi ikke planer før om aftenen, så det blev til en spadseretur til Ingerslev Torv, videre ad Jægergårdsgade og et smut ind til Lagkagehuset for at få en kop kaffe.
Hjem igen og slappe af og nyde indtil vi skulle gøre os klar til endnu en oplevelse.
Musikhuset kaldte. Jeg havde igen været på spil til fødselsdagen.
Vi skulle ind og opleve Bonnie Raitt.
Det var en vidunderlig koncert. Oven i købet blev vi forkælet med Sko & Torp som opvarmning.
Bonnie Raitt kom på scenen præcis kl. 21 og spillede for os i 2 timer. Hold da så op hvor var det lækkerier for øregangene.
 
I dag har vi dovnet hele formiddagen og er lige kommet hjem til Mols.
Vi har allerede bestemt at vi snart skal have en ny miniferie med indlagte oplevelser i Aarhus.
___________________________________
 
Jeg er ikke så flittig på bloggen her i varmen, men har du lyst til at følge lidt med alligevel, kan du finde mig på INSTAGRAM.
Mit brugernavn derinde er: ullaroejkjaer
 

søndag den 14. juli 2013

Godt håret sidder fast i den ene ende

Ole foreslog at vi skulle køre en tur i dag. Den idé var jeg straks med på.
Først tog vi en tur rundt på Helgenæs og derefter kørte vi til Ebeltoft, hvor vi gik en tur på gågaden.
Det var godt vi havde taget en trøje med, for med 18 grader og blæsevejr, var det en kold og blæsende affære. 
Til forskel fra i går, hvor vi sad på Cafe Molboerne og nød en cola i solen. Sådan skifter vejret hele tiden.  En stor charme ved Danmark hvis du spørger mig.
For en gang skyld havde jeg strikketøj og ikke rat mellem hænderne.
Jeg havde også kameraet med mig, men jeg fik ikke taget mange billeder.
Derimod fik jeg strikket en del.
Så meget at jeg nu er ved sidste strib på min sweater.