tirsdag den 31. december 2013

Lones Kashmir Cardigan

Lones Cardigan har været en skøn sag at strikke.
Dog kom jeg i begyndelsen op at slås med vendestrikken fordi man skulle strikke hen til x antal masker før sidste vending. Det betød at jeg HVER gang strikkede for langt. Jeg har aldrig haft bøvl med vendestrik før, men Helgas omvendte verden duer ikke til mig. Jeg vendte så at sige hele menageriet om og strikkede vendestrikken i begyndelsen i stedet. Dvs jeg strikkede x antal masker EFTER sidste vending i stedet for x antal masker INDEN sidste vending.
Giver det mening? For mig gør det.
Liselotte foreslog at vi skulle strikke I-Cord kant på i stedet for at strikke belægning bagefter. Det er blevet rigtig smukt.
 Man strikker fra retsiden de 2 første og  2 sidste masker ret og fra vrangsiden tager man samme 2 masker løst af med garnet foran arbejdet.

Halskanten har jeg strikket med en tråd silk/mohair og en tråd alpaca. Altså undladt Højlandsulden. Jeg strikkede bare 4 pinde glat og lukkede af.
Lommer er der så sandelig også kommet på. Jeg havde lige en krise om jeg skulle undlade dem, men efter betænkningstid og hjælp på
 Instagram og Facebook blev det med lommer. Det er jeg særdeles tilfreds med.
Garnvalget er også helt i top. Det er synd I ikke kan mærke strikken gennem skærmen.
 
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
fra bogen
The Map Collection
 
GARN:
Blackhill Højlandsuld i farven Løkken Strand
Blackhill Silk/Mohair i farven Krystal/25
Blackhill Alpaca i følgende farver:
Antrasit/SFN75
Blå-grå/c838
Blå melange/c866
Lysegrå/SFN41
Brun/c857
Der stikkes hele tiden med 3 tråde. Højlandsulden og Silk/mohair udgør de 2 tråde igennem hele strikketøjet og Alpacaen skifter mellem farverne.
Jeg har brugt i omegnen af 540 gram garn fordelt med ca 285 gram højlandsuld, omkring 110-130 gram Silk/mohair og resten fordelt på de 5 farver Alpaca
PRIS: 555 kr., og så har man endda mange gode rester til andre projekter bagefter.
 
PIND:
6
 
STØRRELSE:
S/M
 
BEMÆRKNINGER:
Som sædvanlig har jeg lavet småjusteringer og ændret lidt hist og pist.
Bla. fortrak Lone at få lange ærmer i stedet for 3/4. Derfor har jeg forlænget ærmerne med 15 cm.
I-Cord har jeg nævnt, ligeså halskant og vendestrikken jeg vendte. Jeg har forresten også strikket vendestrik på øverste del i stedet for at lave den ensfarvet.
 
Da det er årets sidste dag vil jeg gerne ønske alle
ET RIGTIG GODT NYTÅR
og tak fordi I kiggede med på min frekvens i 2013.

mandag den 30. december 2013

Tre garner i skøn forening

Imens Lones Kashmir hygger sig i vaskemaskinen, har jeg slået masker op til endnu en cardigan.
Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville strikke en Kashmir til mig selv, men Høstjakken har været på min ønskeliste længe og her til morgen,
under juleafpyntningen, kom jeg til at tænke på en særdeles  lækker garn der bare lå og ventede på at blive brugt til et eller andet.
Det er en blanding af uld, cashmere og silke. Alene gør den ikke meget væsen af sig,
men sat sammen med Blackhill silk/mohair og Tweed me pleace kommer der helt andre boller på suppen.
Tweed me pleace giver liv til den helt ensfarvede brune garn og den rosa silk/mohair løfter hele molevitten op på et højere plan.
Jeg tror det bliver godt.
 
 

onsdag den 25. december 2013

Julegavestrik der kan komme frem i lyset





For et par uger siden havde Liselotte denne hue på bloggen og opfordrede os andre til at få den strikket i en fart.
Det er hermed gjort og endda i samme skønne garnblanding. Den er blevet fantastisk lækker og blød.
Lone fik den i julegave, og den passer hende perfekt.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
 
PIND:
4 og 5
 
GARN:
 12-15 gram sort Blackhill Silk/Mohair,
 12-15 gram antrasit Blackhill Alpaca
og
50 gram grå Blackhill Cashmere
De 3 tråde strikkes sammen
Ialt 75 gram
 
BEMÆRKNINGER:
Lone har et lille hoved så jeg har strikket huen i den mindste størrelse.
De 50 gram Cashmere slog lige akurat til i hendes størrelse
 
___________________________
 
Nu vil jeg iklæde mig" søndagstøjet".
Vi skal til julefrokost hos mine forældre.
 
GLÆDELIG 1. JULEDAG
 

mandag den 23. december 2013

Træskoene er sat frem

Da vi købte vores gård fandt jeg et par træsko i en af staldene. De har siden været en fast bestanddel af min julepynt. De står klar ude på trappen.
Hvem de tidligere har tilhørt aner jeg ikke, men nu er de nissens.
Traditioner kan jeg lide, men ingen er så fasttømrede at de ikke kan laves om.  I år blev det juletræspyntningen der røg i kategorien ændring af traditioner
Vores juletræ plejer først at komme indendøre juleaftensdag, når Philip har sat det på fod. Lone og jeg pynter det, alt imens vi skråler med på diverse julesange imens Philip ligger på sofaen og kigger på og ryster på hovedet af os. Når han bliver træt at at se på os går han i køkkenet til Ole der tager sig af julegåsen.
 I år er det anderledes. Allerede nu står træet klar med lys og pynt. Årsagen til det, er at Lone måske ikke kunne komme juleaften, på grund af arbejde.
Hun har lige ringet og fortalt at hun ikke skal arbejde, så hvis I har hørt et højt hyl kom det fra mor her der bare er så glad og taknemlig over at jeg igen i år har begge mine to skønne unger hos mig juleaften.
Selvfølgelig har jeg hørt julemusik og skrålet med, imens jeg har pyntet og lavet andre juleforberedelser.
Det er godt der er langt til naboerne med den sangstemme jeg har, eller rettere ikke har.
Senere vil jeg lade freden sænke sig og gribe strikkepindene. Lones Kashmir Cardigan skrider fremad.
 
Jul du kan bare komme an. Vi er SÅ klar.
 
GLÆDELIG JUL
 

torsdag den 19. december 2013

Kashmir Cardigan

Jeg har gået og luret lidt på Helga Isagers Kashmir Cardigan fra hendes nye hæfte The Map Collection. Jeg tror den ville klæde Lone ualmindelig godt.
Da jeg aldrig bruger originalgarnet til Helgas modeller, ej heller til andres for den sag skyld, havde jeg ikke lige tænkt på hvad garnprisen var.
Men på Instagram så jeg at der var én der sukkede over at den løb op i 1.500 kr.!!
 
 Tirsdag aften gik jeg på rov på Garnudsalgs hjemmeside.
Dvs jeg købte ikke noget for jeg skulle alligevel til Gug onsdag. Liselotte og jeg havde sat hinanden stævne om plankebordet.
Vi trængte til jokkebuksesnakkegrineslappeafdag. Det fik vi i stor stil. Åh som jeg dog nyder når vi to er sammen.
At vi først har "fundet hinanden" inden for de sidste par år vil jeg ikke irriteres over. I stedet vil jeg glæde mig over at hun er kommet ind i mit liv.
 
Det var et sidespring, lad os nu komme tilbage til cardiganen. Den er i Helgas regi strikket op i Isager garn.
Jeg samlignede garntykkelser og begyndte at finde alternativer. Det var ikke svært.
Silk Mohairen blev erstattet med Blackhill Silk/mohair.
Higland erstattede jeg med Blackhill Højlandsuld
og Spinni blev erstattet med Blackhill Alpaca og Blackhill Silk/mohair.
Derefter lavede jeg strikkeprøve og strikkefastheden passede på en prik.
Så var det med at få fundet farver.
Jeg fandt garn fra lageret og kiggede hjemmeside og jeg skrev ned så Liselotte og jeg kunne lege videre næste dag.
Men først skulle vi have fat i hæftet, for ingen af os havde det.
Raketten blev startet og vi susede ind til Aalborg hvor jeg sprang ud af bilen, styrtede ind i en butik og fik fingrene i to eksemplarer,
hvorefter jeg kastede mig ind i bilen igen og vi drønede retur til Gug. Der oplevede jeg lige Aalborg på to hjul.
Vi havde ikke tid til pjat, vi skulle jo hjem og lege og snakke og drikke kaffe og spise og kigge garn.
Vi fandt farverne der passede både til en rosa version, som Liselotte straks slog masker op til,
men også til en alternativ farvesammensætning jeg vil lave til Lone.
 
GLEMTE JEG LIGE AT FORTÆLLE AT SELV OM JEG HAR ERSTATTET SPINNIEN MED ALPACA OG SILK/MOHAIR LØBER CARDIGANENS PRIS IKKE OP I
 MERE END KR.750 TIL 800 KR. ALT EFTER STØRRELSE!!
Altså større lækkerhedsfaktor og masser af penge sparet. Det er da win win.
 
Er du interesseret er garnsammensætningen :
Rosa version:
Farve A: Blackhill Højlandsuld i farven Løkken Strand
Farve B: Blackhill Silk/Mohair i farve Rosa/00
Farve C: som består af 6 forskellige farver i Alpaca og Silk/mohair i grå og brune nuancer
Lyseblå version:
Farve A: Blackhill Højlandsuld i farve Løkken Strand
Farve B: Blackhill Silk/mohair i farve Krystal/25
Farve C: Blackhill Alpaca og Silk/mohair i gråblå, grå og brune nuancer.
 
Jeg kan også se den strikket op i brændte farver eller mørkere blå eller.... her er det kun fantasien der sætter grænsen.
 
 
 
 
 
 
 

søndag den 15. december 2013

Søndagsstille med strik og julefilm

 Halsbetændelsen er på retur. Hovedpinen ligeså.
Træt er jeg stadig, men ikke som i går hvor jeg, efter vi kom hjem fra Spanien, sov det meste af dagen.
 Jeg havde godt nok strikketøj i hænderne, men fik ikke strikket en maske.
I dag er jeg frisk nok til strik og julefilm.
Jeg har slået masker op til et lille projekt og hvor har jeg dog hygget mig med det. Ikke mindst på grund af garnblandingen. Den er i top.
Jeg har fået fingre i lidt af den lækre Cashmeregarn Kenneth har fået hjem og den blander jeg med Alpaca og Silk/mohair.
Hvad jeg strikker fortæller jeg ikke før efter den 24., men inde på Instagram er der lidt kamp om at gætte det. Du finder mig under "ullaroejkjaer", hvis du vil gætte med.
 
Nu vil jeg bevæge mig hen til spisebordet. Ole har lavet flæskesteg til os.
Hvor er jeg heldig.

torsdag den 12. december 2013

Halsbetændelse



Jeg har haft en elendig nat, med så ondt i halsen, som jeg ikke kan mindes jeg har haft før.

Derfor så jeg ikke anden udvej end at få det tjekket. Lægebesøg blev bestilt og på under 1/2 time stod der ikke en, men hele to mand stærk og jeg blev undersøgt ganske grundigt. Jeg har, som jeg selv havde regnet ud, halsbetændelse. Jeg fik en indsprøjtning i bagdelen med smertelindring og en recept på penicilin og andet godt. Jeg ligger nu og sunder mig på sofaen, mens Ole er smuttet på apoteket.
Sådan kan man også holde ferie!

søndag den 8. december 2013

Spanien i december





I morges vågnede vi op til sol og blå himmel. Det er surealistisk her i december måned, men hvor vi dog nyder det. 8 dage på den måde er ren forkælelse. Vi skal ikke nå noget, har ingen planer. Vi skal blot nyde hinanden og få ladet solbatterierne lidt op.


I dag har jeg blandt andet siddet på vores terrasse og slikket sol og strikket. (Det er stadig "De Spanske Blonder" jeg har gang i.)


fredag den 6. december 2013

Spain here we come

 
Ole har fået at vide af lægen at han må rejse, så jeg har godt gang i kuffertpakkeriet.
Strikkegarn er selvfølgelig også en del af indholdet.
Ingen ferie uden strik. Ja, faktisk er det ikke ret tit jeg har en eneste dag uden strik.
 
Der bliver måske lidt stille på kanalen i en uges tid, for jeg er ikke helt sikker på Internetforbindelsen på hotellet.
Men mon ikke jeg får puttet lidt ind på Instagram, så kig endelig forbi der.
______________________
 
PS: Claus flytter som sædvanlig ind for at passe på dyr og gård. 

Fredag med udfordringer

Det var en rodet omgang vi vågnede til i morges.
Stormen "Bodil" har været forbi og hun har været lidt hård ved os.
Tagsten er blæst af stuehuset. Tagplader er røget af maskinhuset. Et vindue er blæst ind ved grisene. Et træ er væltet. Plader på kohuset har taget skade da en port er blæst op.
Det er bare lige det vi har opdaget indtil nu. Claus og en hidkaldt tømrer er ved at se om der er mere.
Det er kun materielle skader, så skidt. Dyrene har ikke taget skade og det har vi heller ikke.
Ole skulle helst heller ikke udsættes for mere lige nu.
Han har nemlig fået pande og bihulebetændelse. I tirsdag fik han 3 tabletter der skulle gøre det godt igen.
Det håber vi i hvert fald for i morgen skulle vi gerne sidde i et fly mod varmere himmelstrøg.
Vi har bestilt en uge i Spanien sammen med et par venner.
Ole smutter lige til læge igen i dag for at se om der bliver givet grønt lys for ham.
Jeg kan bare sidde og vente på om jeg skal pakke kufferterne eller ej.
Måske jeg skulle strikke et par pinde i ventetiden.

tirsdag den 3. december 2013

Spanske blonder og køkkentjans

Jeg har taget hul på et nyt strikketøj. Denne gang en  sweater med lacemønster ned foran.
Mønstret er Den Spanske Blonde og du kan finde henvisning til både sweater og mønster lige HER.
I dag går jeg og sysler i køkkenet. Salte mandler, æblesaft, kokosmakroner og æblekage bliver det til og også hjemmebagt brød til lidt ost skal i ovnen.
Jeg får nemlig besøg af Strikkeklubben i aften. Jeg glæder mig.
 

lørdag den 30. november 2013

Så har jeg (også) en fiks og færdig Tempelblomst

Med alle de smukke Tempelblomster rundt på Blogland og på Ravelry, måtte jeg simpelthen også strikke den.
Jeg har strikket min i en blanding af Uld og Silke. En noget tyndere garn end i opskriften. Derfor har jeg også kun strikket på pind 4½.
Jeg valgte den største størrelse og strikkede den en blomst længere.
Ærmeribben har jeg strikket på pind 3½ og kun lavet den 2 cm, så passer den mig på en prik.
Jeg syet den sammen til blad 2.
  Det var jeg lidt i tvivl om jeg fik bevægelsesfrihed i den, men det har jeg.
Det kan godt gå hen og blive en yndling.
Dog kan jeg ikke lige greje hvordan jeg skal få overtøj på over den. Men så må jeg jo bare bruge den når jeg er i bil og ikke har behovet.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
fra bogen "Østen for solen"
af Annette Danielsen
 
GARN:
Lige under 350 gram Uld/Silke/Tweed 
i farven Orangeri.
Et fødselsdagstilbud fra  Kenneth
Garnpris: Lige i omegnen af 100 kr.!
 
PIND:
4½ og 3½
 
BEMÆRKNINGER:
 Tempelblomst er sjov at strikke. Der sker hele tiden noget på omgangen. Jeg kan godt forstå der bliver strikket så mange af den.
Jeg har også nydt at have den skønne uld/silke på mine pinde. Det er en smuk garn og meget lækker at strikke med.
Den er lige tilpas for mig i tykkelsen til at jeg kan holde ud at have den på indendørs. 

tirsdag den 26. november 2013

Nu er jeg hvis ved at være der

Dagen i dag har budt på lidt af hvert, men også en smule strik har der været tid til.
Jeg strikker stadig på min tempelblomst. Jeg kan godt forstå at mange strikker mere end én.
Den er rigtig hyggelig at sidde med.
Som sædvanlig har jeg ikke holdt mig til hverken pindestørrelse eller garntykkelse.
Jeg kan godt lide at gå mine egne veje og det er ikke svært når man strikker oppefra og ned.
Jeg har blot prøvet ponchoen på hen ad vejen for at se hvordan størrelsen artede sig.
Det har resulteret i at jeg har strikket en "blomsterrække" mere på.
Bredden har jeg ikke reguleret ved.
På billedet mangler jeg omkring 10-15 omgange før der skal lukkes af og stikkes et lille ærme.
Jeg strikker den i en kvalitet som jeg kan bruge indendørs uden at omkomme af varme.
 
 
 

søndag den 24. november 2013

Søndag morgen med (mere) poncho på pindene

Kaffen bliver nydt ved spisebordet i Aarhus. Stille vågner vi efter en hyggelig aften med gæstebud.
Jeg fik ryddet op og fodret opvaskemaskinen inden jeg gik til ro, så ingen rod og uorden møder os her til morgen.
Ole sidder med avisen og jeg strikker og blogger.
Kirkeklokkerne kimer rundt i byen og kalder til gudstjeneste.
Det er hyggeligt at lytte på, men ikke ti vilde heste kan trække mig fra min varme stue.
 
PS: Det er Tempelblomst jeg har taget hul på. Garnet er denne.

onsdag den 20. november 2013

Så kommer der heller ikke flere Påfugle fra mig

Lone forelskede sig i mine Påfugle og prøvede også den ene på.
Det gik slet ikke. Den var alt for stor til den Petit størrelse hun er.
Opskriften er kun i én størrelse, men den er let at lave om.
Man undlader blot nogle hele mønsterborter. Man skal bare huske at det skal være et lige antal.
Jeg slog først op til et ulige antal, men så går mønstret ikke op, så jeg måtte starte forfra.
Igen har jeg brugt Alpaca og Silk/Mohair, og dog det har jeg faktisk ikke, for det er ikke Silk/Mohairen jeg har brugt, men den "gamle" Super Kid Mohair.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
fra bogen
Strik A la Carte II
af Marianne Isager

GARN:
i farve sort
sat sammen med
i farve SFN75/Antrasit
Én tråd af hver

LEVERANDØR:

PIND:
4 og 5

STØRRELSE:
Diameter hals: 25 cm / Længde: 45 cm / Diameter for neden: 75 cm

BEMÆRKNINGER:
Jeg har for at få i omegnen af størrelse 38 undladt 4 mønsterborter.
Jeg har strikket den kort som begge mine.

tirsdag den 19. november 2013

Fødselsdag i det nordjyske

 
Ikke nok med at en skøn kvinde i dag fylder rundt (50). Hendes Nabo har også i disse dage fødselsdag.
Her taler man ikke om alder, men jeg købte garn hos Kenneth første gang i 2010 så mon ikke det er 4 år. Jeg skal ikke kunne sige det helt nøjagtig.
At der ikke annonceres med alder gør ikke så meget når der i stedet for  annonceres med fantastiske fødselsdagstilbud til alle os strikkeglade. 
Skulle nogen være i tvivl, og dem er der nok ikke mange af, har jeg selvfølgelig været ved tasterne.
Jeg har fået det lækreste Cashmere,
og det mest vidunderlige orange garn i to forskellige kvaliteter.
Jeg glæder mig til at få det hele på pindene.
Jeg tænker om jeg skulle strikke landeplagen Tempelblomst i de to orange.
______________
 
Jeg sender mine kærligste lykønskninger til to dejlige mennesker oppe i Nord.

mandag den 18. november 2013

Strikket Origami

At folde papir (Origami) til smukke figurer har jeg slet ikke tålmodighed til.
En papirflyver er det selvfølgelig blevet til i barndommen og til mine børn, men her holder min papirfoldetålmodighed også op.
Men at lave Origami med strikkepinde er en helt anden sag.
Denne Cowl har fået de fineste folder.
Det er virkelig smukt synes jeg.
Jeg tror jeg må på jagt efter mere Strikkeorigami.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKIFT:
 
GARN:
Igen Højlandsulden og Silk/Mohair i skøn forening.
Denne gang 2 tråde
i farve: Flødeskum
sat sammen med
1 tråd
i farve Kit/11
vægt i alt 110 gram fordelt med ca. halv til hver.
 
PIND:
4
 
STØRRELSE:
Højde: 35 cm  /  Diameter: 36 cm
 
BEMÆRKNINGER:
Ændringer i forhold til opskriften:
Jeg har brugt ½ nummer tykkere pinde og slået en mønsterbort mindre op.
Jeg har gentaget mønstret 3 gange mere end opskriften.
Den kommer som Makkie i gavekassen.

Makkie eller noget der ligner i hvert fald

Igen har Kenneth´s skønne Silk/Mohair gjort sig godt.
I denne  cowl har jeg sat den sammen med den tynde Højlandsuld.
Resultatet er fantastisk blødt og lækkert.
 
FAKTABOKS:
 
OPSKRIFT:
 
GARN:
Blackhill Højlandsuld 14/2 i farven flødeskum
sat sammen med
Blackhill Silk/Mohair i farven Kit
 
 
PIND:
4
 
BEMÆRKNINGER:
Som sædvanlig går jeg mine egne veje og retter mig ikke slavisk efter opskriften.
Denne gang har jeg brugt ½ nummer tykkere pinde og slået lidt færre masker op for at kompensere for det.
Længden/højden er også way out.  

fredag den 15. november 2013

Skjorteknapper til Sigurd´s Viggo

Jeg har nu fået vasket og sat knapper i Sigurd´s sweater.
"Som mor så datter" siger man og jeg har det som min mor.
Det tøj der ikke er værd at sende til genbrug, får afmonteret sine knapper og denne gang var det altså skjorteknapper der blev genbrugt til den lille sweater.