søndag den 23. januar 2011

TWINS nærved og næsten

Jeg er bare så tæt på at være færdig med min poncho. Jeg mangler de sidste 10-15 cm af kraven. 
Det er gået fint med at strikke selve pullen, men da jeg nåede op til halsen, var min skulder bestemt ikke tilfreds mere. Jeg må erkende at jeg har meget svært ved at strikke på pind nr. 7 og samtidig sidde med et tungt arbejde.

  Jeg kan kun strikke en enkelt eller to omgange pr. dag, så den bliver ikke færdig lige med det samme.                                                       
Det er der så ikke noget at gøre ved. Færdig skal den nok blive, for det er en rigtig skøn model.

fredag den 21. januar 2011

36 METER BOGREOL

Jeg har endnu ikke 36 meter bøger, men lige om ikke så lang tid har jeg en bogreol på hele 36 hyldemeter. Hvor jeg dog glæder mig.
Jeg er ved at få bygget en reol specielt til mit lille bibliotek, og det bliver bare SÅ godt.

Indfarvede MDF-plader, 9 sider og 72 hylder og en god håndværker.
Tegning og ide: MIG
Starten er gået for opsætning. Fortsættes på mandag.

onsdag den 19. januar 2011

ENDNU ET SJAL


Mig der tidligere ikke brugte de sjaler jeg lavede, men forærede datteren de fleste, er blevet SÅ glad for at slynge et sjal over skulderen.

Min "dumme" skulder har bare så godt af at blive pakket lidt ind.

Denne gang er jeg gået igang med et sort sjal.
Det er  Stephen West der er designeren bag dette skønne sjal med det dejlige navn: FLAMBOYAN. Stephen laver nogle rigtig lækre ting, og hans opskrifter er velskrevne og godt gennemarbejdet.

Det skal oprindelig strikkes i to farver, men jeg har det jo med at ændre lidt på tingene, så jeg har altså valgt at strikke det i helt i sort i Isagers Tvinni-alpaca garn.
Stolt kan jeg fortælle at det er garn fra lageret. Pudse glorie.

lørdag den 15. januar 2011

LILLEBRORS URBANA

Min skønne lillebror mangler et tørklæde.

Desværre synes han at alt der kommer fra et dyr kradser, og jeg tror ham, han blir helt rød på huden når der kommer uld i nærheden af ham.

Han vandt i pakkeleg til jul Daybreak som jeg havde strikket, og jeg tror ikke han nogen sinde kommer til at bruge det. Selv om jeg synes det er dejligt blødt, er der altså lige én af uldtrådene deri som kradser lidt. ØV.

Jeg har taget udfordringen op, for et tørklæde skal han altså have og har valgt at strikke i uld/casmere garn fra min for tiden ynglings garnpusher.

Jeg mener det er så engleblødt, så det ikke kan gå galt. Vi får se.
Jeg nægter altså at strikke i acrylgarn, og jeg vil jo helt bruge af lageret.

                                        Faktaboks:
               Opskrift: URBANA af Stephen West
               Garn: Uld/ Casmere fra Garnudsalg.dk
               Strikket med 4 tråde. 40 g Cocnac og 60 g Melange
                                         Pind: 5,5
               Fotomodel: min dejlige Portugisiske Vandhund Carla

torsdag den 13. januar 2011

STRIKKEBOG

At kalde den en strikkebog er måske lidt uartigt! Men for mig er det altså.

Jeg elsker nemlig at høre en god bog mens jeg strikker, og gerne et strikketøj der kræver koncentration og et blik på det hele tiden.
Måske jeg vil gå igang med dette sjal eller måske et sjal  fra  denne skønne bog.

Jeg glæder mig til at  høre den. Jeg har læst den første roman i serien: Hypnotisøren, og den synes jeg parret slap utroligt heldigt fra.
Jeg fandt den på tilbud til 129 kr. i Føtex, hvor der også lige røg et par feriebøger ned i kurven til 50 kr. pr. stk.
Hyggelæsning og slet ingen mord.
Det siger jeg jo kun fordi jeg, som rigtig mange andre, har en svaghed for alt der lugter lidt af krimi, men en
gang imellem er det nu meget rart at slippe for og i stedet læse lidt om livet, banalt eller ej. Jeg kan godt nyde det!

mandag den 10. januar 2011

2 KM GARN OMSAT TIL EN CARDIGAN


Første projekt færdig i 2011.
Jeg har inde på Ravelry, for sjov, talt hvor mange meter garn jeg har strikket pr. år. Jeg var noget overrasket over at jeg i 2010 havde strikket over 31 km garn op.
Og det er kun de projekter der er færdige.
Men jeg kan da godt se at det blive til nogle meter når der til bare én cardigan går 2 km garn.

Denne cardigan er en genganger af en meget elsket  én af slagsen.

Som I måske har opdaget, er jeg én af dem der elsker at lave mere end én af hver model.
Måske lidt dumt, når der findes så utrolig mange skønne opskrifter der ligger og venter på at blive taget hul på.
Men når jeg forelsker mig i en model og den fungere, så er det altså som om at mine strikkepinde vil igang igen.
Der er næsten gået 2 år siden sidste gang jeg strikkede denne model
Men helt sikkert ikke den sidste genganger fra min hånd.

Faktaboks:
Opskrift. Tøffelcape
Garn: Strikket med 2 tråde. Én af hver:
Pinde: 5

lørdag den 8. januar 2011

NYT STRIKKETØJ og en masse TV-kiggeri

En rigtig hygge lørdag er det blevet til. Jeg har siddet klistret til fjernsynet og fulgt ALT om den kongelige fødsel. Ja, royalist er jeg i den grad.

Men sidde med tomme hænder, kan jo ikke lade sig gøre, så jeg synes der skulle et nyt projekt på pindene i dag. Ponchoen TWINS, som jeg har valgt at kalde den. Lidt Humor har jeg da..
Strikket med min for tiden foretrukne garn Blackhill Højlandsgarn.

Jeg har også fået tid til at forberede en lækker middag, som er et hvert kongehus værdigt.
Nemlig en skøn dyrekølle, med råstegte kartofler og grøntsager og selvfølgelig waldorfsalat til.

Kølle og grøntsager, står lige nu og hygger sig i ovnen.
Jeg har skænket et glas portvin og manden min skal have sig et glas godt rødvin.
Det er hygge der vil noget...

torsdag den 6. januar 2011

JEG VANDT 3. præmien!!

Jeg har vundet 3. præmien i SAXO´s julequiz, Hvor heldig har man lov at være... Yes. Så skal der spilles. Jeg har nemlig vundet et spil Bezzerwizzer 
Det er måske lidt ironisk at netop jeg vinder et spil, da jeg har en mand der under ingen omstændigheder gider spille noget som helst. Så derfor spiller jeg jo så heller ikke rigtig noget, men det kan måske blive lavet lidt om på, når nu spillet er i hus, for så kan ungerne komme hjem og banke mig i det.
GLAD

søndag den 2. januar 2011

LONES PONCHO

Så har jeg endelig fået et billede af min skønne datter i sin  julegave. Den blev akkurat lige så skøn til hende som jeg havde regnet med. Som jeg  tidligere har omtalt, var det ønske fra hende at få en poncho magen til min.

Faktaboks.
Opskríft: Pirouette af Hanne Falkenberg
Garn: ROWAN RYC Cashsoft-dk og Uld/casmere  fra Garnudsalg.dk
Pind: 3½